Nogle forældre fortæller...
”Jeg vidste fra han var helt lille at noget var anderledes, men ingen ville rigtig tro mig”.
For andre forældre har de oplevet et barn eller ung leve sammen med resten af familien helt almindeligt, men ret pludseligt udvikler en spiseforstyrrelse sig, eller måske oplever man, at ens barn over længere tid bliver mere ængsteligt og med tiden har svært ved at kunne det de tidligere har kunnet.
Psykisk sygdom kan udvikle sig på rigtig mange måder.
“Når man oplever at éns barn forandrer sig,
kan det sætte mange ting i gang hos én selv som forælder,
og det samme gælder også, hvis man er pårørende på anden vis.”
Når man oplever disse forandringer, kan det være rigtig vigtigt at tale med nogen om det. Hvis det er et barn, er det vigtigt for skolen at vide noget om, hvad I ser hjemme. Selvom det måske ikke ses i skolen, er det alligevel vigtigt at de véd det og at I har en løbende dialog.
Det kan også være vigtigt at alliere sig med nogen i sit netværk eller familie, finde ud af hvem der kan være en støtte. For mange pårørende kan det være godt at aftale med den syge at dele det der sker. For nogen er det rigtig svært, fordi deres syge pårørende ikke vil have at andre ved det.
Her kan det være nødvendigt at forsøge at holde fast i, at det kan være vigtigt for jeres skyld og måske ikke for den syges. For nogen hjælper det at tale om hvem man gør det for.
Når psykisk sygdom rammer et menneske, rammer det også dem der er tæt på, familien og netværket. Alle kan rammes af magtesløshed og tvivl om hvad de skal gøre. Vi mennesker har brug for at handle for at få oplevelsen af at vi gør noget, og handling kan der også være brug for f.eks. i forhold til at få hjælp af andre.
Men der er også meget brug for at være. Være sammen med eller ved siden af dén der er ramt. At være er også at gøre noget. Det er med til at bringe ro, nærvær og omsorg ind i noget som ellers kan være svært og kaotisk. At sidde med en kop the med sin pårørende, stille uden ord, blot at være, har stor betydning.
